Nu er det 3 uger siden, jeg valgte at deaktivere min private Facebook profil, og det har faktisk været lidt en befrielse at opdage, at jeg sagtens kan undvære den. Allermest har jeg lagt mærke til, at jeg ikke længere konstant bliver bombarderet med billeder og opslag, der prikkede til min evigt dårlige samvittighed. Jeg fik ikke løbet nok, mine børn var ikke rene nok, jeg bagte ikke boller nok, jeg gjorde for lidt rent, var ikke god nok til at drikke rose på en eller anden terrasse, var ikke nok engageret i politiske debatter (og hvis jeg var, var jeg for skinger i tonen) og mit hus var slet, slet ikke lækkert på den lækre måde. Men det var ikke mine venners opslag, den var gal med – det var mig. Jeg kunne simpelthen ikke finde balancen i hele Facebook universet, og det var først, da jeg fik min egen blog, hvor jeg alene bestemmer, hvad indlæggene skal handle om, at det gik op for mig, at jeg sket ikke behøvede, at være underlagt al den dårlige samvittighed.

Jeg er ellers ikke typen på at blive alt for følelsesladet og yum yum agtig, men i dette tilfælde vil jeg alligevel sige, at mit farvel til min private FB har været en gave. Og den gave vil jeg gerne give videre i form af dette indlæg, hvor jeg alene viser og beskriver en del af de uperfektheder, som mit liv i høj grad består af.

Rod

Jeg roder, jeg har altid rodet, og jeg vil altid rode. Min mand er i højere grad ordensmenneske, og han er på overarbejde, når det kommer til oprydning. For i et hjem med 2 drengebørn, en hund og pt. 7 katte er rod et uundgåelig vilkår. Jeg prøver virkelig at rydde mere op i mine bunker, men lige når jeg er færdig med en bunke, opstår to nye. Jeg har læst et sted, at mennesker, der kan leve i en vis mængde rod, ikke så let får stress, og hvis det er rigtigt, så må jeg være immun. Det er jo ikke fordi, det er totalt kaos i mit hjem. Men er man super ordens – og rengøringsmenneske, så vil man trives utroligt dårligt i vores hjem.

Ledninger og elektronisk dims

Jeg hader ledninger og er i en evig kamp imod, at de ligger og slanger sig hen over gulvet og arbejdsbordet. Det er en opgave, jeg endnu ikke har fundet en pæn og holdbar løsning på, og det er måske fordi, vi er en familie, med rigtig mange elektroniske dimser. Min mands arbejdsbord flyder altid med et virvar af ledninger og andet nick nack, som han har brug for i sit arbejde. Jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor jeg nærmest har opgivet, at finde en løsning på det. Det virker som den eneste slags rod, der ikke rigtig går ham på, og efter som jeg står for meget af det andet rod i huset, så tænker jeg, at det måske er fair nok, at hans slangerod også har plads i huset. Man skal jo ikke være hysterisk med andres roderi, når man ikke er det med sit eget – trods alt ….

Sko ..

Jeg har mange sko. Det vil jeg sket ikke benægte. Og egentlig burde jeg ikke have problemer med, at holde nogenlunde orden på dem. Men det har jeg nok lidt. Retteligt sagt, så er det ikke kun mine sko, der altid bliver kylet ind i skoskabet, og på en eller anden måde tror jeg, at det for hankønsvæsner ikke betyder lige så meget, at sko står pænt på en række. I hvert tilfælde er vores skoskab i gangen altid et syndigt rod af store og små sneakers, sandaler, stilletter, gummestøvler og festsko, der er kastet ind imellem hinanden, hvor der nu lige var plads. Jeg står selvfølgelig for en stor del af de sko, og gud ske lov har jeg en datter på 15, der netop er begyndt at passe samme sko størrelse som mig, så hun hjælper mig med at holde mængden af sko nede. Planen er, at i weekenden ordner jeg sko … med mindre jeg skal på loppes – så bliver det nok først næste weekend.

Børn …

Og så er der jo børn. Det punkt, der er aller mest ømt at blive ramt på. Jeg har tre styk, og to bonus, og de er alle fem nogle gode mennesker på hver deres måde. Der er nok ikke noget, der kan få sindene i kog, som når talen falder på opdragelse af børn, og der er helt sikkert lige så mange meninger om det, som der er forældre.

Min mand og jeg hører til den kategori, der mener, at børn gerne må blive beskidte, falde ned og slå sig, møde lidt modstand og gøre sig egne erfaringer. Det betyder også, at vores yngste på 2 år altid har blå mærker og skrammer, kravler højt op og løber langt væk (længere end jeg bryder mig om). Han har ofte pletter på tøjet, bl.a. fordi jeg glemmer, hvorfor en softice og en håndstrikket uldtrøje er en utroligt dårlig blanding. Han er langhåret, fordi har skriger som en sindsyg hver gang, vores frisør nærmer sig med saksen. Til gengæld er han en haj til at klatre og springe, han er glad og imødekommende og ikke bange for ret meget. Vi har mere end en gang lagt en møgbeskidt dreng i seng, fordi han var faldet i søvn midt i en god leg, og han har helt sikkert ikke altid overholdt “reglen om at børn skal sove 12 – 13 timer i døgnet”. Jeg ved, at jeg er kommet til at vaske hans hår i sæbe MED parfume og at han HAR spillet Play  Station med sine ældre brødre.

Da jeg ventede ham, skrev jeg på min Facebook profil “Kvikke bemærkninger og “gode” råd fra førstegangsforældre frabedes”, og det var simpelthen fordi, jeg mente, at mit tredje barn nok også ville lykkes helt ok, selvom jeg ikke fulgte den nyeste forskning i dit og dat.

Han skal nok blive et fint menneske trods snot på ærmet og sommerknæ i sine shorts. Ligesom de andre er blevet ❤️

Det skal ikke forstås som en prædiken. Jeg er ikke ude i en mission, hvor alle skal droppe Facebook og rulle deres unger i mudder. Folk skal leve deres liv, som de vil. Det er bare et forsøg på at fortælle om mit uperfekte liv i lykkelig uvidenhed om alle de perfekte cafe latter, rydelige hjem og rene børn, som jeg alligevel ikke kan leve op til. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil gøre mere af alt det, som jeg er dårlig til at få gjort. Jeg har bare ikke brug for hele tiden at blive mindet om det.

Jeg tror aldrig, jeg får en privat FB profil igen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som jeg tidligere har haft. Måske er jeg ved at blive lidt mere voksen, hvem ved.