I dag har jeg fået to Bobles elefanter ganske gratis. Mine børn har ikke haft Bobles dimser før, fordi jeg synes de er så sindsygt dyre – også brugt. Og pludselig får jeg to gratis. “De bliver smidt ud, hvis ikke du vil have dem. De er snavsede! Og så er de altså lyserøde og lilla. Kan din søn godt lege med dem så?”

Det med det snavsede, fik vi rimelig hurtigt klaret med vand og sæbe. Det med det lyserøde og lilla, kunne jeg jo ikke gøre så meget ved, og jeg tænkte, at det ville den yngste nok være ret ligeglad med, især fordi han allerede har et løbehjul med motiver fra filmen “Frozen”, som han hygger sig gevaldigt med. Ganske som jeg regnede med, endte han med at have en fest med de to skumelefanter, så alt i alt var det jo en rigtig flot gave at få.

Jeg ville have været godt dum, hvis jeg havde sagt nej tak til de to skumdimser på grund af farven. Unger i to års alderen er jo dybest set ret ligeglade med, hvilken farve spanden har, bare der kan være vand i den. Det virker mere som om, det er os voksne, der tillægger farver stor betydning for, hvor god en leg legetøjet kan blive årsag til. Det er jo ikke fordi, vi skal tvinge vores små drenge i kjoler og blive kønsneutrale på den helt hårde facon. Måske skal vi engang imellem bare overveje, om vi ikke lige kan skyde drenge/pigefarve holdningen lidt – især hvis et andet menneske vil give en så stor en gave, som min søn fik i dag. Nogle gange skal man bare sige tak. Nogle gange skal man bare være lidt ydmyg i forhold til, at vores børn har så uendelig meget i forhold til børn andre steder i verden. Nogle gange skal man bare slappe lidt af , og lade børnene selv vælge ❤️