For nogle uger siden fik jeg fingrene i en en rigtig fin sakselampe. Desværre var skærmens røde farve blevet bleget på den ene side, og skærmen var derfor klar til en ny farve. Jeg har tre farver, jeg ofte vender tilbage til: lyserød, gul og lys turkis. Det kan godt blive lidt ensformigt i længden, så når jeg står med en ny dims, der skal have en ny farve, spørger jeg gerne andre, hvilken farve jeg skal vælge. Det gjorde jeg også denne gang, og selvom jeg havde forventet flere forskellige foreslag, så var der et overtal for farven gul. Jeg har altid ment, at når man spørger andre, skal man også lytte til det svar, de giver. Og når nu jeg selv er så utrolig glad for gul, så var det ikke svært at være enig i farveforeslaget.

Jeg havde frygtet, at der kun var spraymaling i Legofarver i butikken, jeg gik ind i. Men heldigvis var der mange forskellige farver, deriblandt den helt rigtige klare gule. Jeg havde udtænkt en form for spraykasse, der både skulle give lidt læ for flyvende nuller, der kunne sætte sig i den våde maling, og som kunne forhindre hund, katte, blomster, børn og andre ting i at blive malet gule.

Jeg tror ikke, jeg havde valgt den rigtige spraymaling. Det tog MANGE lag, før den røde farve var dækket, og selvom den så flot, blank ud, så er det som om, den aldrig rigtig er hærdet i overfladen trods det, at den nu har stået inde i fred og ro og tørret i en uge.

Jeg er desværre ikke det mest tålmodige menneske i verden, så i min verden er en uge er længe. I hvert tilfælde valgte jeg her til morgen at samle lampen igen velvidende, at den måske ville få lidt mathed i overfladen. Det har den desværre fået, men den er stadig smuk gul – farven er ikke “skredet”.

Jeg mangler bare at tilslutte ledningen og sætte en pærer i, så er den klar til at hænge op. På trods af de små flaws i overfladen, er jeg glad for resultatet. Det er svært at spraymale ordenligt, så alt taget i betragtning, er det endt nogenlunde lykkeligt. Dog vil jeg ikke anbefale at købe vandbaseret spraymaling. Jeg tror simpelthen der skal skrappere midler til, at malingen holder ordenligt – også selvom du sliber overfladen, inden du maler. Man kan se mærket på spraydåsen på en af billederne – lad være med at bruge den!

Jeg kunne selvfølgelig tage ned i butikken og brokke mig højlydt over, at den maling, der skulle kunne bruges på alt, og som skulle være hærdet op efter 25 timer, ikke lever op til det lovede. Men det vil simpelthen være spild af tid, og derfor vælger jeg at bruge tid på at give min erfaring videre, tilslutte ledningen og finde et fint sted, til min “nye” gamle sakselampe💛