Jeg hader ledninger, routere og andet teknisk dims, der jo er nødvendigt, men grimt. Jeg kan blive fuldstændig hysterisk, når jeg skal støvsuge, og jeg møder en klump af ledninger og stikdåser, og jeg får lyst til at smide hele lortet ud. Fjernsynet har jeg det lige sådan med, men i et hjem, der primært består af hankøn, så er kampen mod gadens af den slags tabt på forhånd. “Hvor ville jeg ønske, at der fandtes trådløs strøm, og at internetbokse, højtalere og Playstations bare boede inde i væggen og var HELT usynlige”, kom jeg engang til at sige til min mand under et rengøringsflip.

Jeg skulle faktisk bare på Apoteket, fordi vores kat Lui var blevet steriliseret, og skulle have noget smertestillende. På fortovet foran den lokale Noa Noa butik, var der stillet en masse forskellige sager, og den slags virker som en magnet på mig. Det viste sig, at ejeren havde solgt forretningen, og derfor solgte ud af alt, hvad der var i butikken. Jeg har aldrig været rigtig vild med Noa Noa tøj. Mest fordi det kommer til at virke lidt konet på mig, men deres interiør er rigtig fint, så jeg kiggede lidt nærmere på det. Blandt skåle, dåser, hæklede hjerter og lamper, stod der en skodde med tre fag. Det var håndlavet og vejede en død hval. Jeg vidste, at jeg ville have det med hjem, men ikke hvad jeg ville bruge det til. Det var først, da jeg kom hjem, at det slog mig, at det ville være perfekt til at dække vores grimme ledningshjørne. “Hvis man ikke kan få det til at se ordenligt ud, kan man altid dække det til!”, forklarede jeg manden, da han lidt spørgende så fra skodden til mig og tilbage på skodden.

Jeg har stadig massere hjørner, hvor fuglereder af ledninger flyder, og som jeg ivrigt prøver at ignorere, men som jeg igen og igen bliver mindet om, når jeg får taget mig sammen til at gøre rent. Jeg har tænkt på forskellige tiltag, der kunne bruges til at skjule de grimme bunker, og som “jeg ville ordne i sommerferien”. Ja godaw då … det får man jo aldrig gjort. Men så må det blive et projekt til efteråret, hvor man kan gå og nulre med indendørsting. Væk skal de i hvert tilfælde – de ledninger.