Jeg elsker Krenit skåle. De gamle af dem. Og da der dukkede en fin, blå skål op på Instagram, så slog jeg til. Planen var, at jeg ikke skulle have andet  end skålen, men jeg begik en fejl, som jeg sikkert ikke er den eneste, der begår. Jeg scrollede ned ad sælgerens side, og der fandt jeg et lille paradis af sager. Det var jo ikke fordi, jeg havde brug for en lampe til. Men da den smukke Søholm, i den lækreste bløde, grønne glasur tonede frem i billedrækken, var det umuligt at sige nej. (Det ved alle)

“Vil du sende dem til mig”, spurgte jeg den søde sælger, som jeg har spurgt så mange sælgere før hende. Havde jeg været lidt hurtigere, ville jeg have opdaget, at hun boede 5 minutter fra mig, og at jeg kunne have hentet lampen med det samme. Heldigvis opdagede hun det hurtigt, og skrev til mig. “Jeg er hjemme i morgen, du kan bare komme forbi”.

Det var min første arbejdsdag efter en lang og rigtig god sommerferie, og alle kender vist den fornemmelse, det er, at skulle igang igen. På en eller anden måde, kan opgaven med at sidde og koncentrere sig om det punkt på to do listen, man er nået til, være uoverskuelig og tricke alle de overspringshandlinger, man kan komme i tanke om, og varmen gør det bestemt ikke bedre.. “Det er jo vigtigt med frisk luft og motion”, sagde jeg til en kollega. “Vil du med ned og hente en skål og en lampe?” – det ville hun. Så vi jokkede afsted, og hentede mine fantastiske ting. “Hvor har du gravet det frem henne”, spurgte en anden kollega, da vi 15 minutter efter var tilbage. Jeg forklarede ham historien om Instagram og om, hvor heldig man nogle gange kan være, at sælger er lige ved siden af, og hvor god en følelse det giver, at mærke den tunge Krenit skål og den silkebløde glasur på lampen. Han forstod det vist ikke rigtigt, men sådan er det ofte – det er svært at forstå kærligheden til gamle ting, hvis man ikke selv har den.

Nogle gange begår man jo den samme dumhed flere gange, og det skete for mig. Jeg scrollede ned på den samme Instagramside. Og så var den der – den lille Eslauskål i den der lækre, lyse, blågrønne farve med låg og hank og det hele. Desværre var der møde på arbejdet næste dag, og da dagen var færdig, smed jeg mig op på ladcyklen, og ræsede afsted.

Den skal være sukkerskål, for det er de færreste af mine fund, der bare får lov til at stå på en hylde og glo. Det har min morfar lært mig. “Hvad ville du selv sige til at blive sat på en hylde, og lave ingenting?!”, spurgte han, og jeg forstod, at man ikke bare skal samle, men også bruge. Så det gør jeg. Måske ved jeg ikke med det samme, hvad jeg skal bruge en ting til. Det kommer af sig selv. Men bruges, det skal det. ❤️