Ligesom med ting, kan man nogle gange komme i en situation, hvor man kan give dyr et nyt hjem. Det har vi gjort i dag. I et par år, har vi haft et lille hønsehus, hvor vi har tre høns gående. Jeg har tidligere haft høns, og har egentlig haft fin succes med at lave familiesammenføring mellem flere hønsefamilier. Så da den hvide høne Dorrit stod og manglede et nyt hjem, slog vi til.

Det var en dyreværnssag, hvor en masse fjerkræ skulle fjernes fra en ejendom. Dorrit undslap dog, og flyttede ind i haven på naboejendommen, og familien, der ellers synes, at Dorrit var rigtig hyggelig, havde ikke lyst til at have hende boende, så derfor flyttede hun ind hos os.

Der er altid lidt et sats med den slags sammenføringer, og Dorrit har også reddet sig nogle tæsk, særligt af vores store, sorte høne Albert Olsen, der styrer hønsegården suverænt. Vi går og holder øje med damerne i hønsegården, for det skulle da meget gerne ende med, at Dorrit bliver accepteret i flokken. “Du behøver ikke fortælle mig, hvis du ender med at hugge hovedet af hende”, sagde den søde dame, der kom med Dorrit. Og det lovede jeg, at jeg ikke ville gøre – fortælle hende det altså. Bare de ikke slår Dorrit i ihjel. Hun virker som en rigtig sød lille dame.